Say's Silence

"Hans tavshed over for verden var stilheden over, at han ikke kunne finde nogen, der ville få ham til at føle behovet for at afsløre sit indre selv, selvom han brændte af ønsket om at dele de følelser, ideer og historier, han havde, med nogen. filtreret og akkumuleret dråbe for dråbe fra de bøger, han læste, de byer, han besøgte, de synspunkter, han så, hans oplevelser, hans spørgsmål og endda hans frygt og flugter "Fra hans ansigtstræk til hans smil havde såret ham, fra den måde, han så på skønhed, til den måde, han følte smerte over noget, til den måde, han følte sig flov som et barn, når nogen roste ham."

Saye, Bektaş Şenel (side 244)

Denne passage, vi citerede fra Bektaş Şenels roman "Saye", skildrer den dybe stilhed, som helten oplever. Kilden til denne stilhed tilskriver forfatteren kompleksiteten i Sayes indre verden og den manglende kommunikation med omverdenen.

Kilden til stilhed, de bøger han læste, de byer han besøgte, de synspunkter han så, hans oplevelser, hans spørgsmål og hans frygt.

Det vil sige ikke at kunne finde nogen at dele disse følelser, ideer og historier med.

Det er tydeligt, hvor meget din fortid sårer dig, ligesom de følelser, jeg føler lige nu.

Denne passage, fra Bektaş Şenels mesterpen, giver en imponerende beskrivelse af den menneskelige sjæls dybder. Sayes tavshed giver et tankevækkende perspektiv på moderne menneskers ensomhed og mangel på kommunikation.

Nå, det moderne menneskes ensomhed og mangel på kommunikation,

Hvis vi sammenlignede Sayes tavshed med eksempler på tavshed i andre litterære værker

Hvilken slags beskeder tror du ville blive givet til læseren gennem Sayes tavshed?

"Dünyaya karşı suskunluğu; okuduğu kitaplardan, gittiği şehirlerden, gördüğü manzaralardan, tecrübelerinden, sorgulamalarından hatta korkularından, kaçışlarından damla damla süzüp biriktirdiği duyguları, fikirleri ve hikayeleri birileriyle paylaşma isteğiyle yanıp tutuşmasına rağmen, içini açığa çıkarma lüzumunu hissettirecek kimseyi bulamamış olmanın suskunluğuydu. Yüz çizgilerinden gülümsemesine; güzelliğe bakışına, bir şeyden acı duyuşuna, yönelen bir övgüyle çocuk gibi mahcuplaşmasına kadar, geçmişinin canını ne denli yaktığı alenen anlaşılıyordu."

Saye, Bektaş Şenel (Syf. 244)