Mit liv i Danmark: En historie om uretfærdighed og undertrykkelse

"De smukkeste mennesker, jeg kender, er dem, der har oplevet nederlag, smerte, kamp, tab og har fundet deres egen vej ud af dybet. Smukke mennesker dukker ikke bare op, de forekommer."

Nogle gange vil jeg ud i ørkenen og fare vild.

Lad mig skrive denne note, før jeg glemmer det: 

Min oplevelse i Ellebæk fængsel var forfærdelig. Sengene var mindst 40-50 år gamle og var aldrig blevet renset. I dette snavsede miljø fik mit hoved lus, og der begyndte at komme blødende sår på mit hoved på grund af lusene. Kløen var uudholdelig, og jo mere jeg kløede, jo dybere blev sårene. Med hjælp fra en dansk kvindelig læge kunne jeg på bare en uge slippe af med disse lus og insekter. Jeg vil aldrig glemme denne traumatiske oplevelse

De dage, jeg tilbragte i Ellebæk fængsel, satte uudslettelige spor i min sjæl. Jeg blev fange af en psykisk patient, hans skrig, trusler og angreb drev mig til vanvid. Jeg ventede på døden i en kold celle med knuste ruder, på beskidte og gamle senge. Dagen jeg flygtede derfra må have været den lykkeligste dag i mit liv. Men sådan gik det ikke. Fængslet fulgte med mig. Selvom jeg var fri udenfor, var der et bur inde i mig. I dag huskede jeg de dage igen, med tårer i ansigtet. Jeg har ikke forladt mit værelse i måneder, endda år. "Jeg er ude af fængslet, men jeg lever fængslet indeni."

Jeg tilbragte halvdelen af mit liv i Danmark, et land, der hævder at respektere menneskerettigheder og demokrati. Men jeg lærte på den hårde måde, at disse værdier kun er for de privilegerede og de magtfulde, ikke for folk som mig.

Jeg har to børn, som er født og opvokset i Danmark. Jeg gennemførte to skoler og startede på to universiteter, men jeg kunne ikke afslutte dem på grund af de forhindringer og diskrimination, jeg stod over for. Jeg blev skilt fra min voldelige kvinde og arbejdede hårdt for at forsørge mig selv og min familie. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at integrere og bidrage til det samfund, der gav mig tilflugt.

Men staten forrådte mig. De tog mine børn fra mig uden nogen gyldig grund. De anklagede mig for en forbrydelse, jeg ikke begik, og spærrede mig inde i et fængsel. De torturerede mig og ydmygede mig i et flygtningefængsel. De deporterede mig uden nogen varsel eller forklaring.

I Danmark sad jeg i forskellige fængsler, men det værste var Elbæk. Jeg tilbragte 64 dage i det helvede. Jeg havde ingen seng at sove på, kun en beskidt pude, der blev brugt af utallige andre før mig. Jeg skulle dele en lille plads med 25 unge mænd på den ene side og 30 på den anden. De var alle flygtninge ligesom mig, der flygtede fra krig og forfølgelse. I fængslet samledes frie arbejdere hver morgen klokken 5 og arbejdede i 14 timer og tjente 5 kr. de ville tage. Jeg arbejdede også der, og fik endelig et telefonopkald. 

Vi blev behandlet værre end dyr. Vi blev sprøjtet med pebergas og slået uden grund. Vi fik mad, der var råddent og uspiselig. Vi havde ikke noget vand til at skylle toiletterne eller til at vaske os. Vi havde ingen frisk luft eller sollys. Vi havde ingen værdighed eller håb.

Jeg troede, at Danmark var et land, der respekterede menneskerettighederne, men jeg tog fejl. Menneskerettigheder er kun for de rige og de kristne i Danmark. Jeg har aldrig set en kristen i det fængsel, kun fattige og uskyldige flygtninge, der flygtede fra krigen. Vi var de uønskede, de engangs, de glemte.

Jeg er ikke racist, jeg har set racismens sande ansigt i Danmark. Jeg har set, hvordan de behandler mennesker, der er anderledes end dem, som har en anden hudfarve, en anden religion, en anden kultur. De behandler dem med foragt og had. De behandler dem som mindre end mennesker.

Dette er mit liv i Danmark. Dette er min historie om uretfærdighed og undertrykkelse. Dette er sandheden, som de ikke vil have dig til at vide.

Update:

Ny rapport

Læger i ny rapport: Fængslede asylansøgere bliver traumatiseret i Ellebæk

Fængslede asylansøgere i Ellebæk er angste og depressive. Halvdelen af dem har været udsat for tortur. I Ellebæk genoplever de torturen og bliver endnu mere syge, advarer Amnesty Internationals lægegruppe i en ny kortlægning, der bygger på undersøgelser og interviews med de fængslede asylansøgere.

Bag fire meter højt pigtrådshegn holdes afviste asylansøgere fængslet i Ellebæk. De fængslede er ikke kriminelle og ikke dømt. De aner ikke, hvor langt tid de skal sidde bag tremmer. Mange af dem er torturofre og bliver mere og mere syge af at være fængslet, dokumenterer Amnesty i ny rapport.

Torturofre og andre asylansøgere med traumer, der sidder fængslet i udlændingecenter Ellebæk, får ikke den hjælp, de har behov for.

Og de bliver yderligere traumatiserede af at sidde bag tremmer og pigtråd uden at vide, hvor længe de skal være i fængslet.

Sådan lyder advarslen fra Amnesty International, der netop har udgivet rapporten “Sårbare udlændinge bag tremmer“, der bygger på lægeundersøgelser og interviews med ti fængslede asylansøgere i Ellebæk.

Ikke-kriminelle asylansøgere tilbageholdes bag tremmer og pigtråd

I øjeblikket sidder i alt 53 asylansøgere fængslet i Ellebæk. En af dem har siddet i Ellebæk i over halvandet år – uden dom og uden at vide, hvornår han bliver løsladt.

Ellebæk er et lukket center, hvor asylansøgere bliver fængslet – alene fordi de har fået afslag på deres asylansøgning, eller fordi de er rejst til Danmark på falske papirer.

De tilbageholdte asylansøgere må ikke forlade centret uden tilladelse fra politi og en domstol.

Ellebæk er omgivet af et fire meter højt pigtrådshegn, og der er tremmer for vinduerne.

Alle besøg er kontrolleret. Udlændingecenter Ellebæk er styret af Kriminalforsorgen, og personalet er primært uddannede fængselsbetjente.

Ellebæk har plads til 136 fængslede asylansøgere.

Afviste asylansøgere, som ikke “samarbejder” med de danske myndigheder om at blive udsendt af Danmark, blive fængslet i Ellebæk.

De fængslede asylansøgere er ikke kriminelle. De er ikke dømt for noget. Deres eneste “forbrydelse” består i, at de har søgt om asyl, har fået afslag og nu skal udsendes af landet.

De danske myndigheder frihedsberøver asylansøgere i Ellebæk, fordi myndighederne vurderer, at der er risiko for, at de vil gå under jorden, eller fordi man mener, at de ikke samarbejder loyalt om behandlingen af deres asylsag. Og endelig frihedsberøves de med den begrundelse, at det er vigtigt, at man har dem anbragt, så man ved, hvor de er, hvis der pludselig opstår en mulighed for at sende dem til deres hjemland.

Mændene i Ellebæk har tre daglige “gårdture”. En tur på 30 minutter og to ture på hver 15 minutter. Kvinderne har kun to gårdture – på hver 15 minutter. Der er angiveligt ikke personale nok til at give kvinderne mulighed for tre ture udendørs. De må med andre ord “betale” for de knappe ressourcer og for beslutningen om, at de skal behandles som forbrydere.

De fængslede asylansøgere må ikke have mobiltelefoner. Der er ikke nogen saglig begrundelse for dette forbud. I et almindelige fængslet må indsatte ikke have en mobiltelefon, fordi de ikke må kommunikere med personer uden for fængslerne og eventuelt planlægge kriminalitet eller påvirke vidner. Men det gør de afviste asylansøgere ikke. De har behov for en mobiltelefon for at kunne holde sig i kontakt med familien.

Amnesty International

De danske myndigheder nægter at kalde Ellebæk et fængsel. I stedet kaldes Ellebæk for “et udlændingecenter”.

Men Ellebæk er et sted, hvor afviste asylansøgere bliver fængslet. Asylansøgerne har ikke gjort noget kriminelt, og de er ikke dømt for noget. De aner ikke, hvor længe de skal sidde fængslet i Ellebæk.

De danske myndigheder behandler dem som kriminelle og tilbageholder dem mod deres vilje, fordi man frygter, at de vil “gå under jorden”, eller for at “motivere” dem til at rejse hjem.

Torturofre bliver endnu mere syge i Ellebæk

Amnestys rapport dokumenterer, at fængslingen har store konsekvenser på asylansøgernes mentale helbred.

Otte ud af ti af de interviewede torturofre fortæller, at de bag Ellebæks pigtråd og lås og slå genoplever traumer, de tidligere har været udsat for. De har mareridt og flashbacks af tidligere mishandling, fordi de er et sted, der minder dem om tidligere mishandling.

De fængslede asylansøgere fortæller om manglende aktiviteter i Ellebæk, samt at de er utrygge, angste og usikre i forhold til fremtiden og bekymrede over uvisheden om, hvor længe de skal sidde i Ellebæk.

Det er svært for dem at holde kontakt med familie og venner, fordi mobiltelefoner ikke er tilladte. Dette gør isolationen og ensomheden for beboerne endnu mere alvorlig.

Halvdelen af de fængslede asylansøgere, som Amnesty har undersøgt i Ellebæk, har tidligere været udsat for tortur i deres hjemlande eller på deres flugt til Danmark.

Fængslingen i Ellebæk gør torturofre og asylansøgere med traumer endnu mere syge, advarer Amnesty.

– Torturofre, mennesker med traumer og andre sårbare bør som udgangspunkt slet ikke frihedsberøves, da det med stor sandsynlighed vil forværre deres traumer. Det bekymrer os, at selvmordstruede beboere efter et eventuelt ophold på en psykiatrisk afdeling bliver udskrevet og sendt tilbage til Ellebæk, siger seniorrådgiver i Amnesty Internationals danske afdeling Lisa Blinkenberg.

Torturofre, mennesker med traumer og andre sårbare bør i udgangspunktet slet ikke frihedsberøves, da det med stor sandsynlighed vil forværre deres traumer.

Lisa Blinkenberg, Amnesty

Ingen af de torturofre, som Amnestys lægegruppe har undersøgt, er blevet udredt eller screenet for tortur, da de ankom til Ellebæk.

Størstedelen af dem har psykiske symptomer, der tyder på posttraumatisk stress (PTSD).

Flere af de fængslede fortæller til Amnestys lægegruppe, at de har fået det værre i Ellebæk.

Amnestys lægegruppe beskriver de fængslede asylansøgere som “angste, forpinte og/eller depressive”. Flere af dem beretter om selvmordstanker og har flere gange været indlagt på en psykiatrisk afdeling.

En enkelt, som lægegruppen interviewede, blev vurderet til at være psykotisk.

Ifølge Amnesty International bliver der ikke taget hensyn til, hvor sårbare de fængslede asylansøgere er. Det kan være i strid med menneskerettighederne, herunder torturkonventionen.

– Frihedsberøvelse er en voldsom indgriben i et menneskes liv, og ikke-kriminelle asylansøgere og migranter bør i udgangspunktet slet ikke frihedsberøves, medmindre at det er strengt nødvendigt, proportionalt og legitimt. I disse tilfælde bør frihedsberøvelsen vare i meget få dage. Særligt sårbare grupper, som eksempelvis torturofre, må slet ikke frihedsberøves, siger Lisa Blinkenberg.

I strid med konventioner

Især uvisheden om, hvor lang tid de skal sidde fængslet, påvirker asylansøgerne.

Ifølge Europarådets Torturkomité (CPT) er længerevarende frihedsberøvelser uden en tidsafgrænsning og med uklare udsigter til løsladelse umenneskelig behandling.

FN’s specialrapportør vedrørende tortur advarer om, at frihedsberøvelser med en ubestemt tidsafgrænsning giver psykiske skader, der svarer til nedværdigende behandling – der er forbudt i henhold til menneskerettighederne.

En af de asylansøgere, “Amadou”, som Amnestys lægegrupper har interviewet, fortæller:

“Jeg ville fortælle verden, at det er tortur at være her. En reel tortur. Fordi de leger med dit sind. Hvis torturen var fysisk, ville det være bedre. Men din psyke er skrøbelig, og til enhver tid kan du blive sindssyg”.

En anden fængslet asylansøger, “Zahra”, fortæller om ankomsten til Ellebæk:

”Jeg følte, der var mangel på viden. Jeg fik ikke ordentlig vejledning i forhold til, hvorfor jeg var havnet der, hvad der skulle ske, og ikke noget viden om mine rettigheder eller forpligtelser. Ham personen, der tog imod mig, gav mig bare et sengesæt og førte mig til rummet. Det er det eneste, han gjorde. Der var ikke en snak mellem mig og ham eller forklaring på noget som helst.”

Amnesty advarer om, at Danmarks behandling af de tilbageholdte asylansøgere kan være i strid med international ret.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange slået fast, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) at fængsle psykisk sårbare mennesker.

Bruger isolation som straf

De fængslede asylansøgere kan også – rent administrativt og uden dom – blive sat i isolation i en strafcelle. Det kan ske, hvis en asylansøger er udadreagerende eller bliver taget i at ryge eller være i besiddelse af alkohol eller en mobiltelefon eller have et groft sprogbrug, truende adfærd eller andet.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye lovede i 2021 at oprette en arbejdsgruppe for at kigge på brugen af isolation som straf. Denne arbejdsgruppe er endnu ikke nedsat.

Børn, der deler samme skæbne