Tastes Like War er en erindringsbog af Grace M. Cho

Tastes Like War er en erindringsbog af Grace M. Cho, en koreansk-amerikansk sociolog og professor, som udforsker rødderne til sin mors skizofreni gennem linserne af mad, historie og kultur. Chos mor, Koonja, var en koreansk kvinde, der arbejdede som entertainer og sexarbejder for den amerikanske hær under Koreakrigen og giftede sig med en hvid amerikansk marinesoldat, der bragte hende til USA. Cho sporer sin mors traumer og psykose til virkningerne af krig, kolonialisme, racisme og patriarkat, der formede hendes liv i Korea og Amerika.

I denne sammenhæng kan et menneske sige, at Tastes Like War er et litterært værk, der bruger mad som en metafor for hukommelse, identitet og helbredelse. Cho bruger mad til at forbinde med sin mors fortid og sin egen arv, samt til at undersøge den magtdynamik og vold, der ligger til grund for produktion og forbrug af mad i en globaliseret verden. Cho bruger også mad til at kritisere de stereotyper og fordomme, som hun og hendes mor stod over for som asiatiske kvinder i et hviddomineret samfund. Chos erindringer er en hybrid tekst, der kombinerer personlig fortælling, historisk analyse, sociologisk undersøgelse og poetisk sprog for at skabe et komplekst og overbevisende portræt af et mor-datter-forhold og et diasporisk fællesskab.

Nogle eksempler på madmetaforer i memoirerne er:

- Cho bruger **kimchi** som en metafor for sin mors identitet og overlevelse. Kimchi er en fermenteret kålret, der er en fast bestanddel af det koreanske køkken og kultur. Cho skriver, at hendes mor lærte at lave kimchi af sin bedstemor, som lærte hende at konservere mad under krigen og hungersnøden. Kimchi repræsenterer også sin mors modstand mod assimilering og sletning i Amerika, hvor hun gemte sine kimchi-krukker for sin mand og naboer, der ikke kunne lide lugten. Cho skriver, at kimchi var "det eneste, der var tilbage af min mors fortid" (Cho 11).

- Cho bruger **ris** som en metafor for sin mors traumer og sult. Ris er en anden vigtig fødevare i den koreanske kultur, men den var sparsom og dyr under krigen. Cho skriver, at hendes mor ofte gik uden ris og spiste byg eller majs i stedet for. Hun husker også, at hendes mor nogle gange kogte ris til sig selv og spiste det alene, mens Cho og hendes far spiste amerikansk mad. Cho skriver, at ris var "en påmindelse om, hvad hun havde mistet, og hvad hun havde udstået" (Cho 35).

- Cho bruger **kage** som en metafor for sin egen identitet og helbredelse. Kage er en vestlig dessert, som Cho lærte at bage som konditor. Cho skriver, at bagning af kager var en måde for hende at klare sin mors sygdom og død, samt at udtrykke sin kreativitet og handlekraft. Hun skriver også, at kage var en måde for hende at forbinde med sin mors ånd, da hun forestillede sig, at hendes mor smagte og nød hendes kreationer. Cho skriver, at kage var "en måde at skabe fred med fortiden og nutiden" (Cho 213).

Cho bruger poetisk sprog til at beskrive mad på flere måder. Hun bruger levende billeder og sensoriske detaljer til at fremkalde farver, lugte, smag, teksturer og lyde af mad. For eksempel skriver hun, at kimchi er "en dyb rød, der pletter alt, den rører ved", og at den har "en skarp aroma, der fylder luften med hvidløg, ingefær og rød peber" (Cho 10). Hun bruger også metaforer og lignelser til at sammenligne mad med andre ting, såsom følelser, minder eller landskaber. For eksempel skriver hun, at kage er "som et lærred til at male med smørcreme", og at ris er "som snefnug, der falder ned fra himlen" (Cho 212, 34). Hun bruger også personificering og antropomorfisme til at give mad menneskelige eller dyreegenskaber, såsom følelser, tanker eller handlinger. For eksempel skriver hun, at kimchi er "levende og ånder", og at den "taler til mig på et sprog, jeg kan forstå" (Cho 11). Hun skriver også, at kage er "en ven, der lytter uden at dømme", og at den "smiler til mig med sine lag af sødme" (Cho 213).

Nogle eksempler på stereotyper og fordomme, som Cho og hendes mor stod over for, er:

- Cho og hendes mor stod over for **racisme** som asiatiske kvinder i en overvejende hvid by. De blev ofte kaldt nedsættende navne, såsom "gook" eller "chink", og blev udsat for diskrimination og chikane fra deres naboer, klassekammerater, lærere og arbejdsgivere. Cho skriver, at hun "altid var bevidst om at være anderledes, at være en outsider" (Cho 40).

- Cho og hendes mor stod over for **seksisme** som kvinder i et patriarkalsk samfund. De blev ofte objektificeret, seksualiseret eller devalueret af mænd, især hvide mænd, der så dem som eksotiske eller underdanige. Cho skriver, at hendes mor var "en vare, der skulle købes og sælges" af den amerikanske hær og hendes far (Cho 67). Cho skriver også, at hun var "et mål for seksuel vold" af sin fars venner og hendes egne kærester (Cho 103).

- Cho og hendes mor stod over for **stigma** som psykisk syge mennesker i en kultur, der misforstod og frygtede skizofreni. De blev ofte isoleret, ignoreret eller latterliggjort af deres familie, venner og samfund. Cho skriver, at hendes mor var "et spøgelse, der hjemsøgte vores liv", og at hun skammede sig over sin gale ness" (Cho 15, 18). Cho skriver også, at hun var "bange for at arve sin sygdom", og at hun kæmpede med depression og angst (Cho 19).

Cho relaterer sin mors skizofreni til Koreakrigen på flere måder. Hun hævder, at hendes mors skizofreni ikke var en biologisk lidelse, men et resultat af de sociale og historiske kræfter, der formede hendes liv. Hun skriver, at hendes mors skizofreni var "et symptom på krig" og "en manifestation af kolonivold" (Cho 124, 125). Hun foreslår, at hendes mors skizofreni blev udløst af følgende faktorer:

- Hendes mors udsættelse for **traumer** under Koreakrigen, såsom at være vidne til død, ødelæggelse og fordrivelse. Cho skriver, at hendes mor mistede sin far og bror i krigen, og at hun overlevede ved at gemme sig i huler og spise græs. Cho skriver, at hendes mors traume var "uudtaleligt og uudtalt" (Cho 69).

- Hendes mors involvering i **sexarbejde** for den amerikanske hær efter krigen, hvilket udsatte hende for udnyttelse, misbrug og stigmatisering. Cho skriver, at hendes mor arbejdede som entertainer og prostitueret på en bar kaldet Blue Star Club, hvor hun mødte sin far. Cho skriver, at hendes mors sexarbejde var "en form for overlevelse og modstand" (Cho 67).

- Hendes mors oplevelse af **migration** til USA, som fremmedgjorde hende fra hendes kultur, sprog og samfund. Cho skriver, at hendes mor flyttede til en lille by i staten Washington med sin far, hvor de stod over for racisme og isolation. Cho skriver, at hendes mors migration var "et tab af hjem og identitet" (Cho 89).

Nogle af memoirernes temaer og budskaber er:

- Temaet for **intergenerationelle traumer** og hvordan det påvirker de overlevendes og deres efterkommeres mentale sundhed, relationer og identiteter. Cho skriver, at hendes mors traume blev "overført til mig som en genetisk arv", og at hun var nødt til at "hele fortidens sår" (Cho 18, 214).

- Temaet **mad og hukommelse** og hvordan de bruges til at forbinde med ens arv, kultur og familie. Cho skriver, at mad var "en måde at huske og ære" hendes mors liv og arv, og at det var "en bro mellem fortid og nutid" (Cho 11, 213).

- Temaet **modstand og handlefrihed** og hvordan de kommer til udtryk gennem forskellige former for kreativitet, aktivisme og egenomsorg. Cho skriver, at hendes mor modstod den undertrykkelse og vold, hun blev udsat for, ved at bruge sin skønhed, intelligens og humor. Cho skriver også, at hun modstod den stigmatisering og skam, hun følte ved at skrive, bage og undervise.

- Budskabet om **medfølelse og forståelse** for dem, der lider af psykisk sygdom, især dem, der er marginaliseret af race, køn eller klasse. Cho skriver, at hun ønskede at "fortælle en anden historie" om sin mor, en der "ikke var defineret af hendes vanvid", men af hendes menneskelighed (Cho 18). Hun skriver også, at hun ønskede at "udfordre de dominerende fortællinger" om skizofreni, krig og migration, og at "give stemme til de stemmeløse" (Cho 125).

Cho klarede sin mors sygdom og død på forskellige måder. Nogle af måderne hun klarede sig på var:

- Hun **skrev** om sin mors liv og sine egne oplevelser som en måde at bearbejde sine følelser, forstå sin mors perspektiv og ære hendes minde. Hun skriver, at skrivning var "en form for terapi og healing", og at det var "en måde at skabe mening om kaoset på" (Cho 18, 214).

- Hun **bagte** kager og andre desserter som en måde at udtrykke sin kreativitet, finde glæde og forbinde med sin mors ånd. Hun skriver, at bagning var "en måde at håndtere sorg og tab på", og at det var "en måde at kommunikere med min mor på" (Cho 213).

- Hun **underviste** i sociologi og antropologi på et college som en måde at dele sin viden på, udfordre de dominerende fortællinger og styrke sine elever. Hun skriver, at undervisning var "en måde at videreføre min mors arv", og at det var "en måde at gøre en forskel i verden på" (Cho 215).

I denne sammenhæng kan et menneske sige, at Chos argument om skizofreni er interessant og provokerende, men også kontroversielt og diskutabelt. Cho udfordrer den biomedicinske model for skizofreni, der ser det som en hjernesygdom forårsaget af genetiske eller miljømæssige faktorer. Hun foreslår en sociokulturel model for skizofreni, som ser den som en reaktion på social og historisk undertrykkelse og vold. Hun antyder, at hendes mors skizofreni ikke var en sygdom, men en form for kommunikation og modstand.

Nogle mulige fordele ved Chos argument er:

- Den **humaniserer** mennesker med skizofreni og anerkender deres handlefrihed og værdighed. Det reducerer dem ikke til deres symptomer eller etiketter, men anerkender deres livshistorier og sammenhænge.

- Den **kritiserer** de magtstrukturer og systemer, der producerer og reproducerer traumer, ulighed og uretfærdighed. Den accepterer ikke status quo, men afslører de grundlæggende årsager og konsekvenser af krig, kolonialisme, racisme og sexisme.

- Det **styrker** mennesker med skizofreni og deres allierede for at søge alternative former for helbredelse og støtte. Den er ikke afhængig af medicin eller institutionalisering, men udforsker andre måder at klare sig på og komme sig på, såsom at skrive, bage eller undervise.

Nogle mulige ulemper ved Chos argument er:

- Det **generaliserer** mennesker med skizofreni og ignorerer deres forskellighed og individualitet. Den tager ikke højde for de forskellige typer, årsager og oplevelser af skizofreni, men antager, at de alle er relateret til sociale og historiske faktorer.

- Den **afviser** den videnskabelige evidens og den kliniske ekspertise, der understøtter den biomedicinske model for skizofreni. Den anerkender ikke de biologiske eller psykologiske aspekter af skizofreni, men afviser dem som irrelevante eller undertrykkende.

- Den **romantiserer** mennesker med skizofreni og idealiserer deres lidelse og modstand. Den genkender ikke den smerte eller angst, som skizofreni kan forårsage, men hylder det som en form for udtryk eller kreativitet.

Cho bruger sociologiske begreber i sin erindringsbog til at analysere sin mors liv og sine egne erfaringer ud fra et kritisk og tværfagligt perspektiv. Nogle af de sociologiske begreber hun bruger er:

- **Intersektionalitet** - Cho bruger dette koncept til at undersøge, hvordan hendes mors og hendes egne identiteter og oplevelser blev formet af skæringspunkterne mellem race, køn, klasse og nationalitet. Hun skriver, at hendes mor var "en farvet kvinde, en migrant, en sexarbejder, en skizofren", og at hun var "en koreansk amerikaner, en datter af en krigsbrud, en feminist, en forfatter" (Cho 125).

- **Kolonialisme** - Cho bruger dette koncept til at udforske, hvordan hendes mors og hendes egen historie blev påvirket af de koloniale og imperiale relationer mellem Korea og USA. Hun skriver, at hendes mor var "et produkt af kolonialismen", og at hun var "et produkt af imperialismen" (Cho 125).

- **Trauma** - Cho bruger dette koncept til at forstå, hvordan hendes mors og hendes egen mentale sundhed blev påvirket af den vold og undertrykkelse, de stod over for. Hun skriver, at hendes mors traume var "et symptom på krig", og at hendes eget traume var "et symptom på galskab" (Cho 124).

- **Modstand** - Cho bruger dette koncept til at fremhæve, hvordan hendes mor og hun gjorde modstand mod de dominerende fortællinger og strukturer, der forsøgte at dæmpe eller slette dem. Hun skriver, at hendes mor gjorde modstand ved at bruge sin skønhed, intelligens og humor, og at hun gjorde modstand ved at skrive, bage og undervise.