En dag i Göbeklitepe og Karahantepe (For ca. 11.000 år siden)
For omkring 11.000 år siden – i den periode, hvor Göbeklitepe og Karahantepe blev bygget – befandt menneskeheden sig i et af de mest fascinerende vendepunkter i sin historie. Dengang var området omkring Şanlıurfa langt fra nutidens tørre steppe; det var et grønt og frugtbart landskab dækket af ege- og pistacietræer, hvor bække løb og dyreflokke strejfede om.
Baseret på arkæologiske fund kan vi forestille os en dag i dette jæger-samler-samfund, som endnu ikke drev landbrug eller brugte keramik:
Morgengry: Dug og røg
Dagen begynder, når morgentågen over Harran-sletten lettes.
Opvågning: Menneskene vågner i deres dækkede, halvjordiske, cirkulære stenhuse, som der er fundet spor af i Karahantepe.
Forberedelse: Luften lugter af brændende træ. Gløderne pustes til live, og med dagens første stråler begynder arbejdsfordelingen i samfundet stille, men velplanlagt.
Middag: Stenens ånd og naturens gavmildhed
Når solen stiger, opdeles samfundet i to hovedgrupper for at opretholde livet og mejsle deres tro i sten.
1. Jægere og samlere (Livet i naturen):
Sporsøgning: Erfarne jægere drager ud med skarpe spydspidser af flint efter flokke af urokser, gazeller og vildsvin. Mangfoldigheden af dyr i området var dengang som en enorm, naturlig buffet.
Høst: Kvinder og børn samler vild einkorn-hvede, mandler og pistacienødder på de omkringliggende bakker. Kornet stødes og knuses i stenmorsere.
2. Bygherrer og håndværkere (Bearbejdning af sten):
Stenbrud: Rytmiske lyde af sten ekkoer på kalkstensplateauet. T-formede søjler på adskillige tons mejsles tålmodigt ud af klippen med redskaber af flint og basalt.
Relieffer: Mesterskærere udskærer figurer af ræve, slanger, traner, skorpioner og abstrakte menneskeskikkelser med dybde. Det er et tålmodigt arbejde, der tager måneder eller endda år.
Aften: Samling om ilden
Når solen går ned, vender jægerne tilbage med kød på skuldrene, og samlerne med kurve fyldt med planter.
Måltid: Folk samles omkring store stenkar i Göbeklitepe (nogle med en kapacitet på op til 160 liter). Store bål tændes, og kød steges over gløderne. Fund af store kar tyder på, at vildt korn blev gæret til en slags ur-øl, som blev drukket ved store fester.
Socialt bånd: Disse øjeblikke styrker båndene i samfundet, genfortæller historier og fastholder den arbejdskraft, der var nødvendig for at opføre de gigantiske bygningsværker.
Nat: Skyggernes dans og rituelt liv
Når mørket falder på, flytter livet sig fra de almindelige huse til helligdommene og de gigantiske T-søjler.
Man træder ned i det rituelle bassin i Karahantepe eller mellem de enorme søjler i Göbeklitepe.
Ildens flakkende røde lys får dyreliefferne på søjlerne til at virke levende – slanger snor sig, og ræve ser ud til at løbe.
Ceremonier udføres til ære for naturens ånder, forfædre eller dyrenes kraft.
Hvilket sprog talte disse mennesker? Var det tegnsprog?
Menneskene, der boede i Göbeklitepe og Karahantepe, brugte ikke kun tegnsprog; de talte et yderst udviklet og komplekst talt sprog – præcis som os.
Da disse mennesker levede for omkring 11.000 år siden, var de anatomisk moderne mennesker (Homo sapiens). Det vil sige, at deres stemmebånd, strubehoved og sprogcentre i hjernen var fuldstændig identiske med vores.
1. Hvorfor havde de brug for et udviklet talt sprog?
At udhugge T-formede søjler på flere tons fra klippen, transportere dem kilometervis og placere dem med en perfekt arkitektonisk plan er et enormt logistisk og ingeniørmæssigt arbejde.
Organisation: At koordinere hundredvis af mennesker på samme tid, opdele arbejdet og arrangere store fester kræver avanceret kommunikation.
Abstrakt tænkning: Begreber som "I morgen tager vi på jagt", "Ryk ikke stenen dertil, men lidt til højre" eller "Dette ræverelief repræsenterer vores forfædre" indeholder tid, retning og abstrakte trostanker, som ikke kan overføres med enkle brummellyde eller blot håndbevægelser. Et rigt ordforråd var en absolut nødvendighed.
2. Hvilket sprog talte de?
Der er desværre intet definitivt svar på dette spørgsmål, og det vil der sandsynligvis aldrig være.
Førskriftlig periode: Skriften blev først opfundet af sumererne ca. 6.000 år efter Göbeklitepe. Da de ikke havde noget alfabet til at nedskrive deres lyde, er deres sprog forsvundet i fortiden.
Uddøde sprog: Lingvister kan højst spore sprogenes oprindelse omkring 6.000 til 8.000 år tilbage. Sproget, som menneskene i Göbeklitepe talte, kan tilhøre en helt isoleret sprogfamilie, der i dag er helt udvisket fra jordens overflade.
3. Tegnsprogets og det visuelle sprogs rolle
Selvom deres talte sprog var meget udviklet, viser dyreliefferne og de abstrakte symboler (såsom H-bogstavet, halvmånen og slangemotiver) på monolitherne, at de også udviklede et "visuelt sprog". Selvom disse symboler ikke udgjorde et alfabet, fungerede de som et tegnsystem, der gjorde det muligt for forskellige stammer at samles og aflæse en fælles tro og fortælling.
Kort sagt: Hvis vi kunne ophæve tidsforskellen på 11.000 år og besøge dem, ville vi høre dem spøge, fortælle historier og lægge planer gennem diskussioner – ligesom os. Kun ordene ville være os fuldstændig fremmede.
Menneskene, der boede i Göbeklitepe og Karahantepe, brugte ikke kun tegnsprog; de talte et yderst udviklet og komplekst talt sprog – præcis som os.
Da disse mennesker levede for omkring 11.000 år siden, var de anatomisk moderne mennesker (Homo sapiens). Det vil sige, at deres stemmebånd, strubehoved og sprogcentre i hjernen var fuldstændig identiske med vores.
Her er detaljerne om datidens kommunikation og sproglige situation:
1. Hvorfor havde de brug for et udviklet talt sprog?
At udhugge T-formede søjler på flere tons fra klippen, transportere dem kilometervis og placere dem med en perfekt arkitektonisk plan er et enormt logistisk og ingeniørmæssigt arbejde.
Organisation: At koordinere hundredvis af mennesker på samme tid, opdele arbejdet og arrangere store fester kræver avanceret kommunikation.
Abstrakt tænkning: Begreber som "I morgen tager vi på jagt", "Ryk ikke stenen dertil, men lidt til højre" eller "Dette ræverelief repræsenterer vores forfædre" indeholder tid, retning og abstrakte trostanker, som ikke kan overføres med enkle brummellyde eller blot håndbevægelser. Et rigt ordforråd var en absolut nødvendighed.
2. Hvilket sprog talte de?
Der er desværre intet definitivt svar på dette spørgsmål, og det vil der sandsynligvis aldrig være.
Førskriftlig periode: Skriften blev først opfundet af sumererne ca. 6.000 år efter Göbeklitepe. Da de ikke havde noget alfabet til at nedskrive deres lyde, er deres sprog forsvundet i fortiden.
Uddøde sprog: Lingvister kan højst spore sprogenes oprindelse omkring 6.000 til 8.000 år tilbage. Sproget, som menneskene i Göbeklitepe talte, kan tilhøre en helt isoleret sprogfamilie, der i dag er helt udvisket fra jordens overflade.
3. Tegnsprogets og det visuelle sprogs rolle
Selvom deres talte sprog var meget udviklet, viser dyreliefferne og de abstrakte symboler (såsom H-bogstavet, halvmånen og slangemotiver) på monolitherne, at de også udviklede et "visuelt sprog". Selvom disse symboler ikke udgjorde et alfabet, fungerede de som et tegnsystem, der gjorde det muligt for forskellige stammer at samles og aflæse en fælles tro og fortælling.
Kort sagt: Hvis vi kunne ophæve tidsforskellen på 11.000 år og besøge dem, ville vi høre dem spøge, fortælle historier og lægge planer gennem diskussioner – ligesom os. Kun ordene ville være os fuldstændig fremmede.
Tror du, at disse mennesker ønskede at efterlade et varigt budskab til fremtidige generationer med symbolerne på de enorme sten, eller var det blot et lukket trosritual for deres egen tid?

Kommentarer
Send en kommentar